Hælspore kaldes i forskningen oftest plantar fasciitis eller plantar heel pain. Det er en af de hyppigste årsager til smerter under hælen.
Rådene om behandling spænder vidt. Nogle anbefaler mere støtte og dæmpning. Andre taler om bevægelse og træning.
Her er en gennemgang af fire centrale studier og retningslinjer, som ofte indgår i diskussionen.
2023-retningslinjer: Træning og gradvis opbygning betyder mere end indlæg alene
Koc et al. (2023). Heel Pain – Plantar Fasciitis: Revision 2023. Journal of Orthopaedic & Sports Physical Therapy.
Link: https://www.jospt.org/doi/10.2519/jospt.2023.0303
Denne opdaterede kliniske retningslinje samler resultater fra en lang række systematiske reviews og randomiserede studier.
De anbefaler blandt andet:
– Stræk af fodsålen og lægmusklerne
– Styrketræning af fod og ankel
– At tilpasse, hvor meget og hvor hårdt foden bruges i hverdagen
Indlægssåler frarådes som eneste behandling, men kan indgå som en del af et samlet forløb.
Der gives ikke en generel anbefaling om bestemte skotyper. Fokus ligger på funktion og på at øge belastningen i et tempo, kroppen kan følge med til. Det hænger også sammen med det, forskningen viser om svangens funktion og belastningsmønstre.
Tung styrketræning gav hurtigere bedring end stræk alene
Rathleff et al. (2015). High-load strength training improves outcome in patients with plantar fasciitis. Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports.
Link: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/25145882/
I dette randomiserede studie sammenlignede man klassisk strækbehandling med tung, progressiv styrketræning.
Gruppen, der trænede tungt og gradvist øgede belastningen, oplevede hurtigere reduktion i smerte og bedre funktion på kort sigt. Effekten kunne stadig måles et år senere.
Studiet peger på, at hælspore ikke kun handler om stramhed, men om hvor meget vævet kan tåle.
To måder at træne på gav samme effekt
Riel et al. (2019). Self-dosed and pre-determined progressive heavy-slow resistance training have similar effects in people with plantar fasciopathy. Journal of Physiotherapy.
Link: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S183695531930058X
Her sammenlignede man to forskellige måder at tilrettelægge tung styrketræning på.
Begge grupper oplevede mindre smerte og bedre funktion.
Det afgørende var ikke den præcise metode, men at belastningen blev øget gradvist og kontrolleret.
Barfodet gang ændrede trykket under foden og reducerede smerte
Reinstein, M., Weisman, A. & Masharawi, Y. (2024). Barefoot walking is beneficial for individuals with persistent plantar heel pain: A single-blind randomized controlled trial. Annals of Physical and Rehabilitation Medicine.
Link: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S187706572300057X
I dette interventionsstudie sammenlignede man personer med hælsmerter, der gik eller løb barfodet, med personer der brugte konventionelle sko.
Den barfodede gruppe oplevede:
– Mindre smerte
– Bedre funktion
– Ændret fordeling af trykket under foden
Studiet viser ikke, at barfodssko er en universalløsning. Det viser, at den måde foden belastes på, kan have betydning for symptomerne.
Samlet perspektiv
De gennemgåede studier peger på:
– Hælspore hænger sammen med, hvordan og hvor meget foden bruges.
– Vævet kan tilpasse sig, hvis belastningen øges gradvist.
– Indlæg kan være et hjælpemiddel, men er ikke en løsning i sig selv.
– Ændringer i gangmønster og belastningsstrategi kan påvirke smerte og funktion.
Der er ikke dokumentation for, at én bestemt type sko alene løser problemet. Til gengæld er der dokumentation for, at kroppen reagerer på den måde, den bliver brugt på.
Mine refleksioner
Når jeg læser studierne samlet, hæfter jeg mig ved én ting: Det handler igen og igen om, hvordan foden bruges, og hvor meget den belastes over tid.
Retningslinjerne peger på træning og gradvis opbygning. Studierne viser, at vævet kan tilpasse sig, når belastningen øges kontrolleret. Studiet viser, at den måde foden arbejder og belastes på under gang kan have betydning for smerte og funktion ved hælspore. Det er også relevant i diskussionen om barfodet gang og ændrede belastningsmønstre.
Barfodssko er i den sammenhæng interessante, fordi de typisk:
– Ikke har hævet hæl
– Ikke har indbygget svangstøtte
– Er fleksible, så foden kan bevæge sig frit
Det betyder, at foden i højere grad selv må arbejde og stabilisere. Man kan sige, at skoen ikke overtager opgaven.
Det er ikke det samme som, at barfodssko behandler hælspore. Studierne viser ikke, at man bare skal skifte sko, og så forsvinder smerterne. Men de viser, at vævet reagerer på den måde, det bliver brugt på.
For mig giver det derfor mening at se fodtøj som en del af den samlede belastning. En sko med hævet hæl ændrer anklens stilling og kan aflaste nogle strukturer midlertidigt. En flad og fleksibel sko lader foden arbejde mere selv. Hvad der er mest hensigtsmæssigt, afhænger af situationen og af, hvor i forløbet man er.
Min egen konklusion er ikke, at alle bør gå i barfodssko. Men at det virker fornuftigt at tænke i funktion, bevægelse og gradvis tilpasning frem for kun støtte og aflastning.