Barfodssko er en bestemt type sko, som er lavet til at påvirke foden mindst muligt.
De er lavet så de giver mindst mulig støtte og giver mest mulig plads, så foden kan arbejde mere selv. Tanken er at skoen blander sig så lidt som muligt i den måde, foden bevæger sig på.
Nogle forbinder barfodssko med de modeller, hvor tæerne er adskilt, som FiveFingers, men det er kun én variant. De fleste barfodssko ligner helt almindelige sko udefra, og forskellen ligger i, hvordan de er lavet.
Hvad gør barfodssko anderledes?
Forskellen på barfodssko og mange almindelige sko handler først og fremmest om, hvor meget skoen griber ind i fodens bevægelse.
Barfodssko er lavet med en fleksibel sål, som kan bøjes og følger fodens bevægelser, i stedet for at styre dem. Samtidig er de flade, så der ikke er forskel på højden foran og bagpå, hvilket betyder, at foden står mere naturligt, også kaldet “zero drop”.
Derudover er det forreste af skoen bredere, så tæerne kan sprede sig, som de ville gøre uden sko. I mange almindelige sko er forfoden smallere og mere spids, hvilket kan begrænse bevægelsen i tæerne.
Sålen er ofte tynd, så man får bedre kontakt med underlaget, men der er forskel fra model til model, og nogle producenter laver også tykkere såler. Det ændrer ikke nødvendigvis på, om det er en barfodssko, men det kan have betydning for, hvor meget man mærker underlaget.
Er barfodssko bedre?
Fødder tilpasser sig det, de bliver udsat for, og det gælder også den måde, vi går og står på. Hvis man er vant til stive sko, kan det tage tid at vænne sig til noget mere fleksibelt, og det giver sjældent mening at ændre alt på én gang.
Der findes efterhånden en del studier, som ser på forskellen i belastning, muskelarbejde og skader i forhold til mere traditionelle sko. I nogle sammenhænge peger det på, at en mere naturlig bevægelse kan ændre, hvordan kroppen belastes.
Hvis du vil dykke ned i det, har jeg skrevet mere om det her:
Barfodssko og løbeskader: Hvad viser nyere forskning?
Svang, barfodethed og sko: Hvad viser studierne?
Hvornår giver det mening?
Jeg skiftede til barfodssko, fordi jeg havde ondt i knæ og lænd, og på et tidspunkt kunne jeg ikke gå meget mere end et par kilometer, før det begyndte at gøre ondt i lænden.
Efter jeg skiftede sko, oplevede jeg, at det ikke længere var et problem på samme måde. Det var det, der fik mig til at blive nysgerrig på, hvad sko egentlig gør ved kroppen.
Hvis man ikke har smerter, synes jeg som udgangspunkt, at det giver mening at vælge sko, der lader foden arbejde mere selv, fremfor at støtte og styre den. Det handler ikke om, at alle skal skifte, men om at være opmærksom på, hvordan skoen påvirker bevægelsen.
Omvendt er det noget andet, hvis man allerede har smerter eller problemer med fødderne. I de tilfælde giver det bedre mening at få en sundhedsfaglig vurdering, i stedet for bare at ændre sko og håbe på det bedste.
Det vigtigste at tage med
Barfodssko er en type sko, hvor foden får mere plads og mulighed for at arbejde selv. For nogle giver det mening, fordi det ændrer, hvordan kroppen belastes, mens det for andre mest er et spørgsmål om komfort.
Det vigtigste er ikke, hvad skoen hedder, men hvordan den er lavet, og hvordan den føles at gå i.
Og så giver det mening at tage det i et tempo, hvor kroppen kan følge med.