Baby Bogs: Alsidige sko til leg i regnvejr

Hvis du leder efter en bred og robust gummistøvle med barfodsinspiration, så er Baby Bogs et godt bud.

Vi har brugt dem fra omkring toårsalderen og op til fire år, og de har været en fast del af garderoben i våde perioder.

Design og materialer

Bogs findes i mange farver og mønstre, og det har faktisk været en del af charmen. Motiverne gør noget for børnene, og der har været noget hyggeligt ved, at flere af vores børn har haft dem på samtidig i hver deres udgave.

Støvlen er lavet i gummi og neopren. Den ligner en klassisk gummistøvle, men er blødere i skaftet. De to håndtag i toppen er virkelig gode. Selv små børn kan få dem på uden hjælp, og det fungerer bedre end både velcro og snørebånd i den alder.

Neoprenen smyger sig ikke om foden. Der er stadig luft omkring foden, og det føles mere som en rummelig gummistøvle end en tætsiddende sko. For os har det været fint, men det er værd at vide.

Sål

Sålen er solid og forholdsvis hård. Den bliver ikke blødere med tiden. Det er en af de ting, jeg er mere kritisk overfor ved modellen.

I de små størrelser oplever vi den som ret stiv. Den kan bøjes, men den inviterer ikke til samme naturlige bevægelse som en blød barfodssål. Hvis man prioriterer maksimal fleksibilitet, er det ikke her, man finder den.

Mønstret under sålen er fint og ikke særligt dybt. Grebet er middelmådigt. Den er ikke direkte glat, men den “bider” heller ikke fast i underlaget. På vådt græs og mudder fungerer den fint, men den står ikke særligt godt fast på glatte overflader.

Barfodsskoen eller barfodsgummistøvlen baby bog i en sandkasse.

Komfort og pasform

Noget af det bedste ved Baby Bogs er bredden. De er dejligt brede, og der er god plads til tæerne. Der er også plads til ordentlige sokker, hvilket har været rart i de kolde måneder.

De er ikke foret med kraftigt vinterfor. I hård frost er de ikke optimale. De er heller ikke meget varme i sig selv, men med en god uldsok har de fungeret i overgangsperioder.

Om sommeren i regnvejr kan de bruges, men i høj sol bliver de hurtigt for varme.

Desværre laves de kun op til størrelse 27, så selvom ens børn er glade for dem, så kan man ikke finde nogen, når de runder 4-5 år.

Holdbarhed

Vi har haft flere par, og de er blevet brugt meget. Sålen er meget solid, og vi har ikke oplevet, at der er gået hul på neoprenstoffet.

Over tid har de mistet lidt vandtæthed. Ikke så de var ubrugelige, men man kunne mærke forskel.

Vi har købt flere af dem brugt, og de har kunnet holde til at blive brugt videre. Det siger noget om materialernes robusthed.

Pris og værdi

Version 1, som vi har haft, sælges vist ikke længere, så jeg kan ikke sige meget om den aktuelle nypris. Vi har primært købt dem brugt, og her får man meget for pengene.

Som ny støvle ligger den i den dyrere ende sammenlignet med almindelige gummistøvler. Til gengæld er kvaliteten høj, og de kan holde til flere børn.

Konklusion

Baby Bogs er en bred og praktisk gummistøvle, som fungerer godt i våde perioder. Den er nem for små børn selv at tage på, den er rummelig, og den holder.

Den er ikke særlig fleksibel, og sålen er relativt hård. Grebet er heller ikke noget særligt. Hvis man søger en meget blød og naturlig barfodsfølelse, findes der bedre alternativer.

Men som robust, bred hverdagsstøvle til regn og overgangsvejr har den fungeret godt hos os. Vi kunne godt finde på at købe den igen, især brugt.

Skriv en kommentar